Fedtsugninger og større bryster står højt på vores ønskeseddel
Hver fjerde ville lade en kirurg ændre på deres udseende, hvis de ellers havde råd.
En stor gruppe danskere vil gerne have en plastik-operation. Det viser en ny meningsmåling, som Wilke har foretaget for Nyhedsbureauet Newspaq.
Hele 27,5 procent af danskerne svarer, at de gerne vil have en operation, hvis de ellers havde råd.
Ikke overraskende, er det især kvinder, der gerne vil have operationerne. Ideen er mest tiltalende blandt de 30-39-årige.
Per Bjerregaard, der er formand for Dansk Selskab for kosmetisk plastikkirurgi er overrasket over det høje tal.
"Det er et meget højt tal. Det er også højere, end vi oplever at efterspørgslen reelt er," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han tror, at det skyldes, at der er langt fra at have et ønske eller en ide om en plastikoperation, og så til rent faktisk at få gjort noget ved det.
"Hvis man har sådan et ønske, så skal man have noget kvalificeret, professionel rådgivning. Her skal man forklare, hvad problemet er, og have noget vejledning i, hvad man kan gøre ved det. Det kan jo være, at man i virkeligheden hellere skulle tage en tur i et fitness-center," siger Per Bjerregaard.
Mænd synes det er bedst med brystoperationer. Blandt kvinder er der dog én stor favorit - fedtsugninger på maven. Næsten hver tredje kvinde synes, at det kunne være en god ide.
Når så mange danskere vil have en plastikoperation, så er det et udtryk for en usund udvikling i kropskulturen. Det siger professor Hans Bonde, fra Institut for idræt ved Københavns Universitet.
"Når så utrolig mange mennesker gerne vil rette på deres udseende, så er det jo fordi, at normale mennesker vil have rettet ting til perfektion. Det er som om, at det at være normal ikke længere er godt nok," siger han til Newspaq.
Han er ked af den udvikling, som plastikkirurgien har taget.
"I udgangspunktet, så er det jo helt fantastisk, at vi i dag har teknologi, der kan fjerne voldsomme stritører og forskellige deformiteter. Men i dag hjælper man jo ikke kun dem, der har brug for det," siger han.
505 repræsentativt udvalgte danskere over 14 år deltog i meningsmålingen.
Men selvom mange danskere gerne vil under kniven, så vil vi helst være fri for at se på andres plastikoperationer.
Fire ud af fem synes nemlig ikke, at plastik-operationer hos andre er tiltalende. Mænd er dog dem, der er mest positive. Hver fjerde mand ser gerne, at andre får plastikoperationer. Det er dobbelt så mange som blandt kvinderne.


